Vi er en privilegeret kommune – og det forpligter!
16. marts 2010, kl. 12:02I disse krisetider er det vigtigt at give retmæssig plads til de positive historier, inden oprydningen i kommunens økonomi får mørknet billedet mere end det er. Og vores kommune har mange positive historier at byde på. En af dem er vores skoler.
På dialogmødet i fredags om "Kvalitetsrapport 2008/2009 for skoleområdet" var det klare og dejlige budskab, at alle skoler i Lyngby-Taarbæk Kommune klarer sig rigtig godt både mht. tests, trivsel og pædagogiske processer. Det kan vi takke både engagerede ledere, personale, men også engagerede forældre for. Nogle undersøgelser viser faktisk at effekten af forældreinvolvering har mindst lige så stor om ikke større betydning for, hvordan et barn klarer sig i skolen og senere i livet end skolen har (Charles Deforges, Exter University, UK). Så derfor skal vi være rigtig glade for de forældre, vi har i vores kommune, for de er med til at fastholde vores børns gode skoleliv, på trods af at vilkårene for skolerne er blevet forringet de seneste år. For eksempel har Lyngby-Taarbæk Kommune tidligere kunnet prale af at ligge et godt stykke over middel i timetalstildeling til skolerne. De senere år er timetallet blevet politisk nedprioriteret, i takt med, at der skulle spares, sådan at kommunen nærmer sig Undervisningsministeriets dikterede minimum. Blandt skolelederne til dialogmødet i fredags var der forståelig bekymring for, hvornår den markante forringelse slår igennem i børnenes læring. Det er ikke rimeligt, eller nok, at et større ansvar for børnenes læring bliver tilsvarende lagt over på forældrene i form af lektier. Fordi det går mest ud over de ressourcesvage børn, vi også har. Derfor skal vi have bragt timetallet op igen på et niveau, vi kan være bekendt.
Vi har alle forudsætninger for at levere Danmarks bedste skolevæsen, og det skal vi leve op til. Og vi skal give skolerne vilkår, så det bliver muligt at leve op til det. I Venstre har vi den overbevisning, at det gør skolerne bedst ved at bestemme så meget som muligt selv indenfor klart definerede rammer. Det var tydeligt på dialogmødet at skolerne hver især selvstændigt har gang i rigtig mange spændende initiativer, til gensidig inspiration og udvikling. De har ekspertisen, viljen og motivationen, især hvis de får friheden til - indenfor rammerne - at finde nye veje at overkomme de udfordringer, der også er, så som klasser der trives markant dårligere end andre, og læseniveauet i mellemskolen, der halter bagefter vores suveræne resultater i indskolingen. Vi er en privilegeret kommune - og det forpligter!
Gitte Kjær-Westermann, medlem af kommunalbestyrelsen (V)



