Venstre-ltk.dk/forside
Venstre - Vi kan gøre det endnu bedre
i Lyngby-Taarbæk

Trafikløsning for et nyt Sorgenfri Torv

7. september 2011, kl. 13:23

I debatten om Sorgenfri Torv har flere spurgt til trafiksikkerheden i og omkring torvet, Hummeltofteskolen og I. H. Mundts Vej. Netop trafiksikkerheden har optaget os meget i Teknik- og Miljøudvalget, og det har været vigtigt, at de offentlige adgangsveje til torvet, vareindkørslen og indkørslerne for de lokale beboere blev vendt og drejet på alle mulige måder.

En af de store udfordringer er de mange kryds samt ind- og udkørsler, der er i området. Hummeltoftevejkrydset, Abildgaardsvejkrydset og selve indkørslen til Sorgenfri Torv og Sorgenfrivang skal ombygges for at skabe et tryggere og mere sikkert miljø for især de bløde trafikanter, gående og cyklister, men naturligvis tænker jeg især på de mange skolebørn, som færdes i området på vej til og fra Hummeltofteskolen.

Vi skal snart til at behandle sagen igen - og der er ingen tvivl om, at det trafikale bliver ekstremt vigtigt. Uanset hvad man mener om byggeriet indhold, størrelse og bredde, må der ikke herske tvivl om, hvorvidt det er sikkert at færdes i området.

Paul Knudsen, formand for Teknik- og Miljøudvalget

 
Copyright Venstre i Lyngby-Taarbæk 2009-2012