SF-kritik er ude af proportioner
12. august 2010, kl. 17:39SF'eren Hans Henrik Madsens kritik af, at kommunens plejehjemsbeboere fra 1. august skal betale ekstra for et formiddagsmåltid og en dessert eller forret i forbindelse med aftensmaden finder Venstres lokale folketingskandidat, Jakob Engel-Schmidt, usaglig og kalder det aggressiv valgkampsretorik. Det skriver Det Grønne Område i dag.
"Jeg synes ærligt talt, at Hans Henrik Madsens kritik er temmelig letkøbt og en anelse usaglig. Det kommer naturligvis ikke som nogen overraskelse, at SF's eneste svar på kommunens- og landets økonomiske udfordringer er at hæve skatten. Jeg tror dog, at mange Lyngby-Taarbæk borgere vil være meget kede af at skulle betale mere i skat. Jeg synes, at SF skal huske på, at Danmark har verdensmesterskabet i skattetryk, og at der nærmere er brug for skattelettelser frem for skattestigninger for igen at få gang i økonomien," siger Jakob Engel-Schmidt til DGO.
"Borgmester Søren P. Rasmussen og resten af kommunalbestyrelsen kæmper i øjeblikket en hård kamp for at rydde op i det store økonomiske rod, som den tidligere konservative borgmester efterlod. Havde kommunen blot været veldrevet og ikke notorisk underskudsramt, havde det ikke været nødvendigt at indføre den omtalte brugerbetaling," fortsætter Jakob Engel-Schmidt.
"Faktisk tror jeg det er de færreste familier, som spiser dessert hver eneste dag, hvorfor det egentlig er ok, at prisen bliver en smule højere," afslutter Jakob Engel-Schmidt med at sige i artiklen.



