Regneeksempler, politisk ansvar og nye veje
13. september 2010, kl. 23:07Borgernes reaktion på regneeksemplerne er forståelig:
Der er i medierne store reaktioner på de regneeksempler, forvaltningen har sendt ud til høring. Særligt vækker SK17, forslaget om omstruktureringen af Lindegårdsskolen og Lundtofte skole stor opstandelse. Jeg kan godt forstå borgernes reaktion. Som Taarbæk borger ved jeg om nogen, hvordan det er lige pludselig at få sådan et forslag sendt ud i æteren - endog gang på gang. Jeg kan sætte mig ind i hvor betydningsfuld skolen er for lokalområdets liv og udvikling, for børnenes sikkerhed og trygge hverdag, for deres motionsvaner, for engagementet hos lærere og forældre, og for at forhindre den sociale skævvridning, der ligger i at de ressourcestærke forældre fra området i stedet søger til privatskoler.
Politikernes reaktion kan man undre sig lidt over:
SK17 er af politikere i denne avis bla blevet kaldt ?vanvittigt, uforsvarligt, urimeligt og det dummeste og mest groteske jeg har set?. Når jeg undrer mig over tonen heri, er det fordi forvaltningerne har gjort hvad vi som politikere har bedt om!! I juni kom forvaltningerne med en stak forslag til besparelser, som lignede meget, hvad vi har kigget på de foregående år. Vi bad dem om at gå tilbage og prøve at finde nye veje, der ikke bare var en gentagelse. Det har forvaltningerne gjort. Vi kan være uenige i forslagene, og vi skal sandelig debattere og oplyse, ja absolut, men er vi ansvarlige som politikere, når vi rider med på en bølge af fordømmelse i medierne? Borgerne har begrænset adgang til bla embedsmændenes version af historien og anden information, der kunne give dem et fuldere billede. Jeg mener derfor, at vi som politikere har et særligt ansvar overfor de billeder vi maler i medierne af det, der foregår i politik.
Pres kan føre til kreativitet og nye løsninger:
Når der udsendes forslag som SK17 og SK18 (Lundtofe-Lindegården henholdsvis Taarbæk-Trongårdsskolen), som vil få så store konsekvenser for et lokalmiljø i kommunen, er det naturligt, at borgerne reagerer. Det skal der være plads til. Borgernes redegørelse for konsekvenser er vigtig information for forvaltning og politikere. Jeg tror samtidig, at der faktisk er forståelse hos borgerne for, at alle må bidrage i en krisetid. Og som borgere kan vi bruge presset konstruktivt. Det enorme pres Taarbæk skole har været udsat for i mange, mange år har haft negative omkostninger, men jeg mener også, at det har hjulpet os med at blive konstruktive og kreative, sådan at skolen hele tiden arbejder på at blive endnu bedre og billigere, med stor succes. Lokalområdet er mange gange kommet med alternative og bedre idéer til, hvordan også vi kan bidrage, når kommunen fattes penge. Det er min oplevelse, at seriøse, alternative forslag bliver der lyttet til.
Hvis alene det at tale om et forslag har for store konsekvenser, kan vi træffe politisk beslutning om at lade være:
Det som vi måske kan lære af reaktionerne på for SK17 er, om vi bør finde en anden proces omkring spareforslag. Det påvirker en skole og et lokalsamfund voldsomt at blive stillet så drastiske ændringer i udsigt, især hvis det sker gentagne gange. I kølvandet på forslag om at lægge Taarbæk skole ind under Trongårdskolen, eller helt at lukke den, har vi flere gange set, at forældre, der ellers udvalgte netop denne skole, valgte den fra igen, fordi de ikke vil udsætte deres børn for at en pludselig skolelukning. I 2008 kostede det 4 elever fra andre kommuner. Det er ca 50.000 kroner gange 4 i 7 år, som kommunen således gik glip af (pengene fra udenbys elever tilfalder ikke skolen, men kommunen). Så jeg synes bestemt vi skal tage en diskussion af hvilke omkostninger der er alene ved at smide sådanne forslag ud i æteren. Men det tænker jeg er en politisk diskussion, og ikke en, forvaltningen har ansvar for.
Gitte Kjær-Westermann
