Prinsessedrømme
7. april 2010, kl. 01:45Ida Lindquist undrer sig den 20 marts over Bibliotekets 'prinsesse te-selskab', hvor små piger klædt ud som prinsesser kunne drikke te og bla høre eventyr om prinsesser. Jeg læser i indslaget en bekymring for, at pigerne på denne måde 'ikke lærer at blive selvstændige, uafhængige, veluddannede og kloge', men at de i stedet 'bliver udstillingsdukker'. Jeg kan godt forstå og genkende bekymringen, og som mor til to sådanne prinsesser (der i øvrigt var med til te-selskabet og nød det) er jeg også konstant opmærksom på, hvad vi kan og skal ligge i denne fase,som mange piger synes at gå igennem i førskolealderen, hvor verden tilsyneladende ikke kan blive lyserød nok.
At pigerne lærer at blive udstillingsdukker og ikke kloge og selvstændige er jo én mulighed, som jeg ikke har viden til at afvise, heller ikke overfor mig selv. Men jeg er meget nysgerrig på en anden mulighed, som jeg også ser. Nemlig den, at piger i dag giver plads til deres egne meget feminine sider på en hel anden måde end jeg og mange i min generation måske tillod os at gøre som børn af kvindebevægelsens helte.
For spørgsmålet er, om ikke det min generation forbinder med at være selvstændig, uafhængig, veluddannet og klog netop er noget maskulint. Spørgsmålet er, om ikke kvindebevægelsen med de bedste og vigtigste intentioner har hjulpet os kvinder til at ligne mænd lige lidt for meget mere end hvad der er godt for os, og samfundet - og vores børn. Spørgsmålet er om ikke vi er endt med at gøre de mandlige værdier (som handlekraft, resultater, produktivitet, karriere og ude-job) til nutidens absolutte kriterier for succes som menneske. Og så kan det jo være, at det vi reelt ser i en tydeligere gruppering mellem hvad der er drenget og piget i dag netop er en reaktion imod dette. En reaktion, som kan hjælpe os med at finde en bedre balance igen. Som pige opvokset i overalls kan jeg i hvert fald sagtens opleve mig fanget i egne og omgivelsernes forventninger til hvad jeg bør præstere af fuldtidsarbejde og lidt mere til, både ude og hjemme, samtidig.
Set i det perspektiv, som ikke nødvendigvis er det rigtige perspektiv, men dog et perspektiv, bliver prinsesse te-selskabet ikke et symbol på at kvindernes kamp har været forgæves. I det perspektiv kan prinsesse te-selskabet være et symbol på, at kvindernes kamp fortsætter, og hele tiden med ny kurs i forhold til de nye udfordringer, der dukker op i kølvandet på de uforudsete konsekvenser af den gamle kurs.
Gitte Kjær-Westermann, medlem af Kultur- og Fritidsudvalget
