Venstre-ltk.dk/forside
Venstre - Vi kan gøre det endnu bedre
i Lyngby-Taarbæk

Øget fokus på vikartimer

26. maj 2011, kl. 16:02

Venstre vil gerne have fokus på vikartimer, da vi har mødt forældre og skoleelever der synes der er mange vikartimer. Derfor var vikartimer et punkt på det seneste børne- ungdomsudvalgsmøde.

Der var på mødet bred enighed om, at vi skal have fokus på antallet af vikartimer. Derfor vil der i næste UNI-C undersøgelse til efteråret være særligt fokus på vikartimer og aflyste timer i skolerne. De nye tal vil fremover indgå i skolernes kvalitetsrapport.

I dag kender vi ikke tallene for de enkelte skoler i Lyngby-Taarbæk Kommune og vi kender heller ikke de konkrete årsager til vikartimerne, men det får skolebestyrelserne fremover bedre mulighed for at afdække.

Den seneste rapport fra UNI-C med tal fra 2010 er netop kommet. Den viser at 92,7 % af alle timer i LTK, gennemføres som planlagt. 6,8 % afvikles som vikartimer. 0,3 % af timerne aflyses helt. De sidste 0,2 % afvikles som selvstændige undervisningstimer.

Det er ikke et dårligt resultat, men kigger man på de kommuner med skoler, der gennemfører flest timer, som planlagt f.eks. Ringkøbing-Skjern, Holstebro og Fredensborg Kommune, så er der plads til forbedring!

I Venstre mener vi det er i orden at stræbe efter det bedste. Vi skal lære af andre kommuner, men også af hinanden internt i kommunen.

Nu er der taget hul på vikarspørgsmålet og vi er glade for den opbakning, der var til sagen på mødet!

Birgitte Hannibal (V), Gitte Kjær-Westermann (V) & Christina Stenberg Lillie (V)

 
Copyright Venstre i Lyngby-Taarbæk 2009-2012