Venstre-ltk.dk/forside
Venstre - Vi kan gøre det endnu bedre
i Lyngby-Taarbæk

Lyngby-Taarbæk har brug for en tillidsreform

21. oktober 2009, kl. 17:30

De ansatte skal have lov til at bruge deres faglighed, kompetence og sunde dømmekraft. Skemaer og indberetninger skal revurderes, og afskaffes hvis de alligevel ikke bliver brugt til noget.

Derfor fremlægger Radikale Venstre på næste kommunalbestyrelsesmøde (26. oktober) sammen med Venstre og SF et forslag til en tillidsreform for Lyngby-Taarbæk Kommune.

 - "Vi ønsker en reform der kan aflaste medarbejderne for dokumentationsopgaver, evalueringsopgaver, løbende undersøgelser og rapporter, som der ikke kan påvises et klart behov for. Derfor fremlægger vi dette forslag", forklarer Henrik Brade Johansen fra Radikale Venstre.

Partierne foreslår at der igangsættes en afbureaukratiseringsproces i hele kommunen og at alle dele af forvaltningen pålægges at gennemgå deres administrative procedurer for at komme med forslag til forenklinger eller afskaffelse af overflødige bestemmelser.

- "Udgangspunktet er, at vi som politikere skal vise vores ansatte større tillid og ikke kræve detaljeret kontrol med alt muligt. Der skal så at sige etableres en 'politikerfri zoner', hvor medarbejdere og brugere sammen finder de bedste løsninger", siger Venstres Søren P. Rasmussen.

Partierne foreslår, at reformen forankres i et 'tillidsreform-sekretariat', der supplerer de initiativer, regeringen har taget om afbureaukratisering og udfordringsret.

- "Men vores udgangspunkt er et andet end regeringens. Vores forslag bygger på at vi skal vise vores medarbejdere mere tillid til at de kan udføre deres opgaver tilfredsstillende. Det kan kræve ekstra midler til efteruddannelse og til ledelse - noget vi under alle omstændigheder har brug for i en tid med personaleknaphed på længere sigt", slutter Niels D. Lund fra SF.

 
Copyright Venstre i Lyngby-Taarbæk 2009-2012