Krasbørstigheder
2. februar 2012, kl. 23:26På kommunalbestyrelsesmødet mandag aften blev der blandt andet diskuteret Bilka og udvikling af vores lokale handelscentre. Simon Pihl Sørensen (S) efterlyste, at vi politikere skal lade være med at bebrejde hinanden 'alverdens krasbørstigheder', når vi i virkeligheden blot har forskellige meninger om en sag. Enig! Han understregede, at han og S gerne vil en dialog, men det skal være en saglig dialog, for ellers er der ingen dialog. Enig! Vi skal være pragmatiske, lød det. Enig!
Jeg kan næsten ikke få armene ned. Det er ord jeg kun kan være rigtig glad for at høre fra Simon Pihl Sørensen. Det er jo ord, der næsten kunne være hentet ud af mit valgprogram. Eller Henrik Brade (R)'s nytårsforsæt til Det Grønne Område i januar. Som jeg er ganske og aldeles enig i. Faktisk tror jeg, alle partier gerne vil en ordentlig dialog, færre krasbørstigheder og mere saglighed. For at bruge Simon Pihl Sørensens egne ord fra kommunalbestyrelsen i går om en helt anden sag: 'Det her er der jo ikke nogen, der er uenig i!'
Men hvis vi alle gerne vil det, hvorfor er det så ikke det, vi gør? Spørger den kloge læser nok. Måske fordi vi har travlt med at beskylde andre for ikke at føre en ordentlig dialog - uden at vi selv lever op til almindelige kriterier for en sådan. I går havde Venstre anmodet om at få en sag på dagsordenen til kommunalbestyrelsen, der handlede om et mål for udviklingen af både det centrale Lyngby og de lokale bydelscentre. Er det god og saglig dialog at håne sine politiske kolleger for at begære en sådan sag på dagsordene i kommunalbestyrelsen, med den begrundelse, at 'det her er der jo ikke nogen, der kan være uenig i'? Tankevækkende er det i hvert fald særligt set i lyset af, at Simon Pihl Sørensen (og Martin Empacher (S)) den 6 januar i Det Grønne Område skrev et læserbrev med titlen: "Vi tager folkeskolen alvorligt" - i øvrigt et læserbrev, hvor der vist ikke spares på 'krasbørstighederne'. Guess what: Alle tager folkeskolen alvorligt! Det er jo heller ikke noget, nogen kan være uenig i at ville. Vi er måske bare ikke enige i hvordan. Det er lige så selvindlysende en sag som når Venstre gerne vil understrege, at selv om vi ønsker udvikling i det centrale Lyngby, så er det lige så vigtigt for os med udvikling af vores lokale bycentre, som - Bilka eller ej - har vanskelige vilkår. Det må heller ikke for os blive et enten-eller. Det skal være et både-og. Og når vi fremhæver det særligt på kommunalbestyrelsesmødet i går, er det fordi, at her er det så Venstre, der har været udsat for krasbørstigheder - for eksempel at vi med vores bud på udvikling af Lyngby centrum ignorerer udviklingen af vores lokale bycentre. Jeg ved ikke, hvem der skorer højest i konkurrencen om at kaste kradsbørstigheder i hovedet på hinanden. Men det vi kan gøre er selv at forsøge at leve op til det, vi gerne vil have andre til at leve op til.
Jeg har altid haft følgende undren: Når en politiker sviner en anden til offentligt, kalder vi det ytringsfrihed, og foretager os intet. Når et barn sviner et andet barn til i skolegården, kalder vi det mobning, manglende respekt, og dårlig opdragelse, og så synes vi pludselig, det kræver resolut handling. Kan det virkelig være rigtigt, at vi har lavere forventninger til, hvordan voksne kan finde ud af at opføre sig, end vi har til hvordan vores børn bør opføre sig? Lavere forventninger til modne, velfungerende mennesker end børn, der ikke er hjernemæssigt eller empatisk færdigudviklede.
Jeg synes, det ville være fantastisk, hvis vi som kommunalbestyrelse kunne blive enige om at gøre lige præcis det, Simon Pihl Sørensen efterlyste på mødet mandag aften. Og jeg synes da, at vi skal benytte enigheden om det til at holde hinanden fast på at gøre netop det. Både indbyrdes, og overfor forvaltningen, og borgerne.
Gitte Kjær-Westermann, medlem af kommunalbestyrelsen (V)
