Konservative kvaler - for eller imod liv i byen?
28. april 2010, kl. 03:03Det er forståeligt, at Sofia Osmani (C) i et læserbrev forsøger at male et billede af, at borgmesteren og den øvrige kommunalbestyrelse er komplet uansvarlige ved at bevilge og prioritere (budgetterede) midler til byfesten i forbindelse med VM i fodbold i juni. Det er forståeligt, fordi det nu tidligere konservative styre efterlod en tung og kedelig arv: En ubalance på henved 100 mio. kr., som SO naturligvis helst vil glemme alt om. Heldigvis har vi en borgmester, der har taget udfordringen op - og der er allerede på fire måneder udmøntet eller planlagt effektiviseringer på henved 60 mio. kr. Tænk, hvad vi kan finde på fire år!
Vi skal have udviklet kommunen i de kommende år og skabt liv i byen. Jeg kan forstå, at de konservative helst vil bevare status quo og ikke skabe alt for meget liv til gavn for borgerne og handlen. Helt uforståeligt er det dog, at de konservative stemte imod VM-arrangementet i Teknik- og Miljøudvalget, mens de i Kultur- og Fritidsudvalget stemte for selv samme sag! Den ene hånd ved åbenbart ikke, hvad den anden laver.
Jeg synes, det er vigtigt, at kommunen bidrager til Handelsforeningens aktiviteter. Handlen bakkede sidste år stort op om kommunens UNICEF-By-arrangementer - og derfor er det også vigtigt, at vi bakker op om handlen nu.
Vi skal investere i byen. Investere i liv i byen. Og vi er heldigvis et stort flertal i kommunalbestyrelsen, der tør satse på en udvikling af og på aktiviteter i byen.
Paul Knudsen, gruppeformand (V), Lyngby-Taarbæk



