Inklusion er for alle – for alle børn har særlige behov

1. juni 2011, kl. 00:33

Der er både i DGO-læserbreve og i breve til os politikere en del bekymring omkring den nye strategi for inklusion på børneområdet. Det er forståeligt. Jeg læser af brevene en frygt for, at nogle børn kan komme i klemme i det her. Jeg læser et ønske om at værne om og sikre de bedste opvækst- og udviklingsbetingelser for de børn i vores kommune, der har det sværere end andre. Når inklusionsstrategien så kommer samtidig med en besparelse på specialområdet hører jeg også en angst, der kommer af et ønske om tillid til, at de pæne ord om inklusion er reelle og ikke bare en besparelse i pæn forklædning.

På vores møde med Småbørnsforum og Skoleforum forleden sagde en af mine politikerkolleger, at det er godt, at der er bekymring. Og jeg er helt enig. Bekymringer er jo feedback til forvaltning og os politikere, og det giver os flere nuancer at blive klogere af. Bekymringerne tager vi med os i vores videre overvejelser og bruger til at gøre strategierne bedre.

Ud fra breve og indlæg kan jeg se, at nogle bekymringer kommer af behov for at få afklaret et par ting. For det første, der vil fortsat være specialskoler og der vil fortsat blive visiteret til dem. Det er således grænsen for, hvornår et barn visiteres, der ændres. Fremover sendes færre børn på specialskoler.

For det andet er argumentet for ændringen er ikke bare økonomisk. På den seneste 'Børnerigsdag' i Aalborg blev Børne- og Ungdomsudvalget præsenteret for nogle alarmerende statistikker: Danmark ser ud til at være det land i Europa, der flytter flest børn ud af de almindelige skoler til specialskoler. Danmark bruger samtidig mange flere penge på disse børn end andre lande. Samtidig er det alt få af de unge, vi på den måde fjerner fra det almene skolesystem, der senere klarer en ungdomsuddannelse (17%). Hvis vi nu går ud fra, at vores genmateriale i Danmark ikke er ringere end andre lande ser det altså ud til, at den strategi, vi har valgt til håndtering af børn med vanskeligheder er både dyr og menneskelig omkostningsfuld for de her børn. Det skal vi selvfølgelig gøre noget ved.

Nu har vi så samtidig en finanskrise, og man kan spekulere i, at hvis ikke vi havde haft det, så havde vi måske ikke opdaget, at den strategi, vi bruger til at håndtere børn med vanskeligheder, måske ikke er den mest hensigtsmæssige hverken i forhold til økonomi eller børnetarv. Men kriser gør os som bekendt ofte klogere og mere kreative. Vi har været tvunget til at se vores strategier efter i sømmene: hvor godt er det vi gør, hvor dyrt er det, og hvordan gør man andre steder? Det har vi lært meget af, og det er derfor, at vi vælger at gå en anden vej nu i forhold til håndtering af børn med særlige behov. En vej som ikke kun er billigere, men også rummer nye muligheder for mere trivsel, både for de børn, der i særlig grad har særlige behov, og dem, der kun har det i mindre grad.

Jeg kunne godt lide en formulering, der kom frem til skoleforum: inklusion er for alle - for alle børn har særlige behov. Noget af det, der giver mig håb og mening i de nye inklusionstanker er, at vi kan få gjort op med de her kasser: at vi har en kasse, der hedder special, og de børn tager vi os rigtig godt af med al den specialviden, der er på området børn. Og så har vi en kasse, der hedder normal, og trivslen for børnene i den kasse tager vi os ikke nødvendigvis af med al den nyeste viden om børn og trivsel. Der findes jo ikke sådanne kasser. Grænserne mellem normal og special er flydende. Og jeg kan bekymre mig for, om de børn, der findes i normalkassen får den særlige omsorg de i perioder har brug for, når vi har opdelt børnene på denne måde. For eks de stille børn, de sensitive børn, osv, som bare ikke er 'særlige nok' til at blive puttet i 'special' kassen med special viden.

Inklusionsstrategien giver os mulighed for at 'se på børnegruppen som en helhed' (endnu et guldkorn fra en af deltagerne på skoledialogmødet), frem for at tænke i kasser. Jeg ser frem til, at bla SAL klæder skolevæsnet på til at håndtere alle børns særlige behov bedre. SAL er kun et værktøj, ja, men det er også et skift i anskuelse: fra at reducere barnet til sin vanskelighed, til at se barnet som en del af nogle omgivelser. Det tvinger også vi voksne til at blive bedre til at se på os selv. Hvad er det jeg gør, som eventuelt bidrager til dette barns vanskeligheder? Skiftet i anskuelse skulle meget gerne omfatte ikke kun lærere og pædagoger, men også de andre børn, og forældrene. Og skiftet skulle gerne bidrage til at udvide vores normalbegreb, som ser ud til at være blevet indsnævret i takt med at flere og flere børn er blevet diagnosticeret eller sendt på specialskoler. Vi skal have en større accept af forskelligheder tilbage til den almindelige folkeskole. Hermed tror jeg ikke, vi ender med, at det 'bliver værre at blive ekskluderet, når færre bliver ekskluderet'. Selvfølgelig arbejdes der allerede med inklusion, bla i de specialtilbud vi har, og i klubberne. Og noget af den viden, vi har herfra skal vi have bredt mere ud i vores almensystem, så alle vores børn kan få gavn af nye øjne på inklusion.

Gitte Kjær-Westermann, medlem af kommunalbestyrelsen (V)

Til toppen