Helt unge går stadig fri
8. juni 2010, kl. 19:01Det er et skridt i den rigtige retning, at den kriminelle lavalder sænkes til 14 år fra næste måned. Alt for længe har politikerne blot set til, imens stadigt flere mindreårige med fuldt overlæg har begået grov kriminalitet. Som 13-14-årig er man udmærket klar over at ens handlinger har en konsekvens, hvilket retssystemet bør afspejle. Derfor vil det være ønskværdigt på længere sigt at afskaffe den kriminelle lavalder og i stedet indføre særlige ungdomsdomstole. Naturligvis skal unge førstegangskriminelle ikke sættes i fængsel sammen med vaneforbrydere - derimod skal sanktionen vurderes efter personens alder og forbrydelsens omfang. Der har i den retspolitiske debat længe været en tendens til at anse konsekvente domsafgørelser og resocialisering som overvejende modsætninger, men dette er helt forkert. En vellykket resocialisering, især for de helt unge, forudsætter netop en bevidsthed om, at kriminalitet ikke kan betale sig.
Ida Svane Grevlund, formand for Venstres Ungdom i Lyngby



