Forårsfornemmelser i Lyngby-Taarbæk
17. marts 2010, kl. 19:13Der er forår i luften. I kommunalbestyrelsen og i de kommunale forvaltninger. Som nyvalgt medlem af Lyngby-Taarbæk Kommunalbestyrelse, oplever jeg en glædelig åbenhed overfor forandring og udvikling - både blandt politikere og medarbejdere. Alle har mod på at sætte barren højt og udnytte kommunens store potentiale.
Der er sket meget på de første to måneder og det lover godt for fremtiden. Lad mig blot nævne vedtagelsen af den øgede delegation på byggesagsområdet. Fremover vil de ansatte i byplansafdelingen selv forestå godkendelsen af ombygninger etc., i modsætning til tidligere hvor mange sager skulle forbi byplansudvalget. Et vigtigt skridt i nedsættelsen af sagsbehandlingstiden på byggesagsområdet er taget. Lyngby-Taarbæks idébank er også en stor succes (se www.ltk.dk). Borgerne bidrager med stort og småt for at udvikle kommunen. Ideerne er ved at blive gennemgået og her er meget at hente.
Endelig står hele kommunalbestyrelsen bag et ambitiøst effektiviseringsprogram på 58,5 million kroner når det er fuldt indfaset. Der er brug for hver en krone, hvis budgetterne skal hænge sammen. Alle er enige om at kigge på arbejdsgange og procedurer for at se om noget kan gøres smartere. Leverandører skal presses på prisen, og også procedurer omkring indkøb gennemgås. Her er vi også kommet godt fra start.
Jeg oplever, at ideerne pibler frem alle vegne, også fra forvaltningernes medarbejdere, der fornemmer en åbenhed blandt politikerne til at tænke nyt, og på den måde få frigjort ressourcer til steder, hvor det måske kniber. Eller til at skabe nye udviklingsprojekter, der kan resultere i bedre service. Lyngby-Taarbæk står i en alvorlig økonomisk situation, men vi har borgerne og personalet til at hjælpe med at finde de nødvendige ressourcer.
Sammen kan vi fostre de nødvendige ideer og den nødvendige
forandring til at skabe
Danmarks bedste kommune.



