En Bilka giver 600 arbejdspladser og 0,5 mia. mere omsætning i handlen
20. januar 2012, kl. 12:36En Bilka i Kgs. Lyngby vil give 500-600 ny arbejdspladser til de af vores borgere, der måske ikke har så meget uddannelse. Hertil kommer de mange handlende, den vil tiltrække. Handlende, der også vil gå i Kgs. Lyngbys mange andre butikker. En Bilka vil samlet set give en øget omsætning på 500 millioner kroner i detailhandlen - ikke til kommunekassen, som jeg fejlagtigt blev citeret for i torsdagens udgave af DGO. Derfor bakker handelsforeningen og Storcentret også op om en Bilka. Bilka vil skabe vækst og arbejdspladser i en tid, hvor hele verden er i krise. Jeg synes det er forunderligt, at partier som Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti, der ellers hævder at forsvare arbejderne, er ligeglade med 500-600 arbejdspladser til faglærte og ufaglærte. Venstre ønsker at skabe vækst og arbejdspladser her i kommunen, for det er kun via vækst og arbejdspladser, at vi får penge i kommunekassen. Og uden penge i kommunekassen er der ikke penge til børn, skoler og gamle. Er det virkelig det, A, B, C og F ønsker?
Birgitte Hannibal, kommunalbestyrelsesmedlem (V)



