Venstre-ltk.dk/forside
Venstre - Vi kan gøre det endnu bedre
i Lyngby-Taarbæk

Det nemmeste er at kritisere

15. september 2011, kl. 12:28

Skal vi udvikle vores folkeskole ved at køre forsøg som Folkeskolens rejsehold har anbefalet, eller skal vi bare skyde det ned og gøre som vi plejer? Skal vi hjælpe en håndfuld ældre medborgere, der modtager mere end 32 timers hjemmehjælp om ugen, til et liv med bedre livskvalitet i en plejebolig - vel og mærke, hvis de selv ønsker det? Eller skal vi bare lade dem ligge derhjemme? Lige nu skydes der fra nogle partier på alt hvad borgmesteren og Venstre foreslår. Det er også det nemmeste - kritisere uden at komme med alternative forslag.Vi forsøger at komme med konstruktive forslag for at skabe et økonomisk råderum, så vi f.eks. kan hæve timetallet på skolerne. Det kaldes også at prioritere. Jeg er glad for at Venstre tør prioritere og ikke bare ønsker at lade stå til. Vi kan som ansvarlige politikere ikke gøre alle tilfredse. Vi kan heller ikke undgå besparelser og effektiviseringer, hvis vi fortsat skal holde styr på økonomien under en spirende, ny finanskrise. Jeg er overbevist om at hovedparten af Lyngby-Taarbæks vælgere ønsker politikere, der tør prioritere og investere for at få den bedst mulige kommune. Politikere, der tør igangsætte forsøg på skoleområdet, så vores gode skoler kan blive bedre. Ingen bliver bedre af altid at gøre det samme og lade stå til. Heller ikke Lyngby-Taarbæk.

Kommunalbestyrelsesmedlem Birgitte Hannibal (V)

 
Copyright Venstre i Lyngby-Taarbæk 2009-2012