Der er en ansvarlig økonomi at forsvare!
6. oktober 2010, kl. 21:36Når budgettet bliver vedtaget på mandag, er det med et bredt flertal bag, og gennem en god proces er vi nået frem til et budget, der sikrer kommunen økonomisk fremadrettet.
Derfor kan det også undre mig, at Kasper Haagensen (C) kaster sig ud i et angreb på Venstre, som de konservative netop har indgået forlig med. Vi har været gennem en proces, hvor der er forhandlet frem og tilbage for at finde en fornuftig løsning. De besparelser, der er lavet, er velovervejede, og de sikrer samtidig en sund økonomi.
Bevares, jeg ville da helst slippe for at spare på noget som
helst, men den økonomiske virkelighed er, at det bliver vi nødt
til.
Det klæder ikke nogen at tage æren for alt det gode, mens vi andre
blot er skurkene, der vil skære.
Derfor er jeg også glad for, at der under budgetforhandlingerne kom masser af gode forslag fra Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale og løsgænger Jørn Moos til anderledes prioriteringer, så vi netop kunne undgå at ramme kulturen, børnene og skolerne alt for hårdt.
Desværre var de konservatives bidrag relativt begrænsede - der var ingen grænser for, hvad der skulle pilles ud af besparelser, men hvor pengene så skulle hentes, kunne man sjældent få svar på. Heldigvis stod vi andre fast på, at budgettet skulle være økonomisk ansvarligt.
Samlet set er jeg dog glad for, at de konservative er med. Det handler om at stå sammen omkring en realistisk løsning, som selvfølgelig går ondt på os alle. Det er dog nødvendigt, hvis vi vil sikre Lyngby-Taarbæk for fremtiden.



