Byplanlægning - bevarelse og udvikling af lokale værdier
Dette var Venstres oplæg til kommunalvalget i 2009:
Kommunens lokalområder skal sikres ved en gennemgang og opdatering af alle lokalplaner over de næste 4 år. Lokalplanerne skal tage udgangspunkt i nutidens behov og krav og bevare kommunens grønne præg. De skal samtidig sikre at de lokale værdier bevares når boliger moderniseres for at leve op til nutidens krav. At opdatere lokalplaner kræver at borgerne lokalt inddrages meget aktiv idet værdien af lokalplaner afhænger af om borgerne ønsker at efterleve dem.
Lyngby-Taarbæk skal med DTU og Lyngby Uddannelsescenter være en videnskommune. Vi skal bruge de muligheder der ligger i at udvikle mindre industri- og håndværksvirksomheder, så de også kan bruges til kontor og forskningsparker. Udviklingen skal ske under hensyntagen til de nuværende brugere og naboer, men vi skal som kommune drage fordel af de muligheder der ligger i at være en videnskommune.
- De grønne værdier i boligområderne bevares.
- Lokalplaner i hele kommunen opdateres over de næste 4 år.
- Borgerne inddrages aktivt i hvad der skal kunne ske i deres område med fokus på at områders særlige karakter bevares.
- Hvor det er muligt, indarbejdes vedvarende energiløsninger i boligområderne.
- Områder øremærkes til kommunale ønsker, så der bliver plads til daginstitutioner, plejeboliger m.m.
- Vi skal være en videnskommune gennem udvikling af de nuværende industriområder.
Vi skal sikre de særlige områder i kommunen af kulturhistorisk betydning som Bondebyen, Virum Landsby, Lundtofte Landsby og Taarbæk.



